Benalmadena

posted in: Indlæg | 0

Benalmadena er egentlig ikke en enkelt by, men et større område. Benalmadena kommune omfatter således:

• Benalmadena Pueblo
• Benalmadena Costa
• Arroyo de la Miel
• Torremuelle
• Torrequebrada

Det er alle helt forskellige områder, hvor Benalmadena Pueblo og Benalmadena Costa nok er de to mest kendte områder i Benalmadena.

 

 
Benalmadena Pueblo

Den gamle bjerglandsby Benalmadena Pueblo er både smuk og hyggelig. Der er små gågader, hvor man kan gå op til kirken på toppen, hvor udsigten over kysten er helt fantastisk.

Benalmadena Pueblo er centreret omkring en enkelt vej, hvor man finder alt fra rådhus, politistaion, restauranter, caféer, sportsanlæg og sågar byens egen tyrefægterarena.

Med tiden er La Niña blevet Benalmádenas varetegn og sætter du dig og nyder en middag på en af restauranterne rundt om torvet, vil du kunne studere hende i ro og mag. Hun er på kommunens brevpapir, er gengivet på utallige postkort, beskrives side om side med Málagas kendte monumenter, er indprentet i fliser – hun er overalt i Benalmádena mest af alt er hun lige midt på torvet i landsbyen. Her blev hun født i 1968. Historien starter for over 800 år siden, dengang Andalusien var hjemland for maurerne. Navnet Benalmádena er arabisk og betyder søn af minerne.

 

foto

 

Der var nemlig to miner i Benalmádena – en mine af mineraler og en anden med vand.

Nogle af landsbyens beboere fortæller, at minen med mineraler aldrig er blevet fundet efter, at maurerne forlod Benalmádena. Historien forlyder, at man sidenhen i Benalmádena har haft en ekspeditioner af en lille gruppe arabere, som havde til formål at finde minen med mineralerne. Oppe i bjergkæden nord om landsbyen skulle man kunne se nogle lyse linjer, der efter signe markerer området, hvor minen skulle befinde sig. Men ingen har nogensinde fundet minen.

I 1968 vinder Benalmádena Pueblo prisen som den smukkeste landsby i Andalusien. Byens borgmester bestiller et mindesmærke for begivenheden. En af tidens kendte kunstnere, Jaime Pimentel fra Málaga, får jobbet. Han skal skabe et monument, der gengiver tre egenskaber: Skønhed, mineral og vand. Skønhed som landsbyen står for, samt mineral og vand, som lægger baggrund for byens navn. Den unge, smukke pige gengiver således landsbyens skønhed og mineralet gengives via skulpturens materialer. Som det kan ses tilbyder pigen vand.

Det er også i Benalmadena Pueblo, at man finder det kendte danske center “Montebello”, hvor danskere sendes ned på rehabilitering efter operationer o.lign.

 

Benalmadena Costa

For turisterne er Benalmadena Costa det helt rigtige sted. Her finder man mange turistattraktioner, og der er et stort udvalg aktiviteter og restauranter.

Puerto Marina, den flotte lystbådehavn
Selwo Marina med delfinshow
Parque Paloma (dueparken)
• Krokodillepark (hører egentlig til Torremolinos)
Sea Life Centre (aquarium)

Benalmadena Costa ligger helt nede ved kysten og strækker sig en del kilometer ud på begge sider af Benalmadena. Man finder her herlige sandstrande med masser af liv om sommeren.

I Benalmadena er der rigeligt at tage sig til både vinter og sommer; Casino i Torrequebrada, liften, Puerto Marina, Tivoli og golf.

 

Puerto Marina i Benalmadena Costa

Puerto Marina er en meget kendt for den hyggelige atmosfære samt det smukke designbyggeri. Der er over 1000 bådpladser, så naturligvis findes masser af liv her. Der er al slags vandsport tilgængeligt; sejlsport, vandski, fisketure, kano, dykning osv.

Tre kilometer op af Benalmadena kysten ligger Torrequebrada Casino, og lige bagved en smuk golfbane.

Telekabinen som linker Arroyo de la Miel med spidsen af Calamorro bjerget er et stort trækplaster for turister. På en klar dag kan man fra toppen fint se Afrikas nordkyst. Når man kommer helt op på toppen findes der en restaurant samt et ørnereservat, som dagligt har fodringer til offentlig skue.

Benalmadena har 25.000 indbyggere og en flot badestrand på ni kilometer.

 

Arroyo de la Miel

Siden 2006 har Arroyo de la Miel gennemgået en forandring, så Arroyo de la Miel nu har hyggelige gågader og pladser med barer og restauranter. Arroyo de la Miel fungerer egentlig som en storby, og kan på en måde betragtes som Benalmadenas centrum.

I Arroyo de la Miel findes også to af de store attraktioner på Costa del Sol:

Tivoli World
• Kabelbanen

 

Torremuelle

Urbanisationen Torremuelle ligger lige ved den gamle kystvej, helt ud til vejen. Englænderne er godt kendte i Torremulle pga. den engelske skole, der ligger her. Desuden har de et engelsk supermarked i Torremuelle, hvor priserne er særdeles fornuftige. Villaerne i Torremuelle ligger på en “sukkertop”, hvor en vej snoer sig op til toppen, for blot at ende i en vendeplads.

 

Torrequebrada

Torrequebrada er den mere eksklusive ende af Benalmadena. Det er også her den kendte golfbane ligger. Torrequebrada Golf var den første golfbane på Costa del Sol, og den blev lagt ude på ødemarken, hvor jorden ikke kostede så meget. Nu er Torrequebrada Golf beliggende midt i blandet bebyggelse, for det har altid været populært med en feriebolig, der kigger ud over golfbanerne med Middelhavet som baggrund.

Kilde: Sydspanien.dk